Her dykker politiet efter nye ligrester

Af
Jesper Lundh

Seks dykkere finkæmmede i weekenden 800 kvadratmeter sø-bund i jagten på flere skelet-rester.
Jagten foregik i den nordlige ende af Lyngby Sø, hvor to drenge den 22. juli fandt et kranium under en fisketur ved Lyngby Åmose.
Ingen ved, hvor kraniet stammer fra eller hvor gammelt det er, og det er nu sendt til kulstof-14 analyse på Aarhus Universitet. Analysen kan fastslå kraniets alder.
Drenge fandt kranium i sø: Alderen passer med stikkerlikvidering
Politiet har tidligere fortalt, at man ville afvente analysen, før man eventuelt sendte dykkere i vandet for at lede efter flere ligdele - men i lørdags sendte politiet alligevel dykkerne fra Hørsholm-Rudersdal Brandvæsen i vandet i fire timer.
Ved eftersøgningen blev der ikke fundet flere skeletdele, men helt forgæves var det ikke. I dynd og mudder fandt dykkerne en pistol uden bundstykke. Våbnet har ligget meget længe i vandet, og det var ifølge politiet ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvilken type pistol, der er tale om.
Derudover fandt dykkerne en mindre påhængsmotor, som ikke har ligget ret lang tid i vandet samt et ældre fotoapparat af mærket ”Leika”.
Ud over disse ting blev der også fundet forskellige mindre og ubetydelige genstande så som en gummisål og en 15 tommer stor nagle.
Når svaret fra kulstof-14 analysen om tre uger ligger på vicepolitikommissær Finn Duris' skrivebord, vil politiet beslutte, hvad der skal ske i sagen.
"Er der tale om et ganske gammelt kranie vil efterforskningen kunne afsluttes, men er der tale om et yngre kranie vil der blive gjort et forsøg på at sikre DNA for på den måde at finde en mulig vej til kraniets identitet," siger Finn Duris.
Lokale har blandt andet spekuleret i at liget kan stamme fra en stikkerlikvidering under krigen eller en drukneulykke i 1960'erne.
Se billeder af eftersøgningen her

null

Publiceret 27 August 2012 12:30

SENESTE TV