Arkivfoto.

Arkivfoto.

Det rene vanvid:

Flugtbilist kørte to gange over for rødt, pløjede kondiløber ned og flygtede med knust forrude og 120-130 km/t

Af
Af Mette B. Sørensen

En vanvidsbilist i en mørk Seat Altea bragede søndag aften kl. ca. 20.50 over for rødt lys og direkte ind i en løber, der var ved at krydse Frederikssundsvej i Veksø, oplyser Nordsjællands Politi.
Løberen - en 42-årig mand fra Stenløse - blev ifølge vidner kastet flere meter op i luften, men bilisten fortsatte ufortrødent videre af Frederikssundsvej i høj fart. Et vidne til ulykken forsøgte at sætte efter vanvidsbilisten i bil, efter at vidnet havde sikret sig, at løberen var ved bevidsthed, og at der var andre vidner, der kunne tage hånd om ham.

Kørte 120-130 km/t

Kort tid efter ulykken registrerede en politimand, der ikke var på job, den hurtigkørende bil, som han vurderede til at køre ca. 120-130 km/t. Bilen, som politimanden beskriver som koksgrå, fortsatte af Frederikssundsvej, hvorefter bilisten endnu en gang kørte over for rødt lys ved Krogholmvej i Stenløse. Herefter fortsatte vanvidsbilisten ned af Krogholmvej i høj fart, oplyser politiet.

SMS sendt ud

Nordsjællands Politi sendte søndag aften en SMS ud med en efterlysning af bilen, som ifølge politiet kørte rundt med en knust forrude efter ulykken, ligesom at bilen og bilisten også blev efterlyst på Facebook. Heri blev bilen beskrevet som en sort Seat Altea, men et vidne beskrev, som skrevet, bilen som en koksgrå Seat Altea.
Politiets efterlysning fik senere på aftenen en person til at ringe ind og anmelde, at han havde set den pågældende bil køre forbi Shell tanken på Frederikssundsvej i Ølstykke i retning med Frederikssund med høj fart. Bilisten kan altså muligvis have vendt tilbage til Frederikssundsvej efter at have kørt ned på Krogholmvej i Stenløse.

Løber uden for livsfare

Ifølge Nordsjællands Politi er den 42-årige løber uden for livsfare, og han er således sluppet særdeles heldigt fra det voldsomme møde med vanvidsbilisten.
Nordsjællands Politi hører meget gerne fra personer, der har set eller kender til den koksgrå Seat Altea på tlf. 49271448.

Publiceret 09 May 2016 11:40

SENESTE TV