Karateklub mindes dræbte Jesper Jul med en glad dag:

"Vi er sikre på, at han sidder et sted og kigger med"

Mikenta i Albertslund vil ære den dræbte politimand, Jesper Jul, der var en ven af klubben

Af
Jørgen Brieghel

 
Når karateklubben Mikenta i år holder åbent hus arrangement, sker det for at mindes klubbens gode ven og medlem, politibetjenten Jesper Jul, der blev skuddræbt foran politigården i Albertslund om morgenen tirsdag den 6. december sidste år.
”Vi vil mindes vores gode ven Jesper Jul, som blev skudt i tjeneste sidste år. Vi mindes ham på en glad dag i Mikenta, hvor vi, i hans ånd, kører videre i Mikenta-stil med at udtrykke vores budskab omkring, at vi er imod vold, og at vi giver plads til alle”, siger Steffen Weise og Brian Talarek, indehavere af Mikenta.
”Det er dejligt at have mulighed for at lave denne dag i Jespers ånd. Vi er sikre på, at han sidder et sted og kigger med," siger de.
”Vi har fået Manne og Jev til at kigge forbi og spille deres støttesang til Jesper, som også blev nomineret til årets fælleskabs sang i Danmark. Rapperen Denz kommer og spiller hans nyeste nummer. Mikentas hiphop hold laver opvisning. Der vil være en live thaiboks kamp med to veltrænede fightere. Der vil være udsalg på alt Mikenta udstyr og tøj, og der vil være konkurrencer og fede præmier”, siger Steffen Weise.
Det er gratis at komme ind, og der vil være fri kaffe, the, og kage til folk, som kommer forbi.
”Det er for alle, så tag familen med og få nogle hyggelige timer," er meldingen fra Mikenta-drengene.
Arrangementet finder sted 6. Maj - klokken 11.00 - 13.00 i Mikentas klublokaler, Roskildevej 14G i Albertslund.

null

Publiceret 01 May 2017 09:20

SENESTE TV