Fup og fidus:

61-årig mand overførte 2.274.469,78 kroner til egen bankkonto

En 61-årig mand, som fra 2010 til 2015 bestred en ledende stilling i Registrering Danmark, er anklaget for groft mandatsvig ved at have overført 2.274.469,78 kroner til sine egne personlige bankkonti. Det i en periode fra februar 2011 til marts 2015, skriver Sn.dk.
Tallene fremgår af en retsmødebegæring fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, som Sjællandske er i besiddelse af.
Sigtelsen dækker over overførsler fra Registrering Danmarks konti samt fra tv-rettighedsforeningerne CAB, Filmret, Filmkopi og Kopifon. Politiet har allerede konfiskeret 491.990,44 kroner.
Sagen lægger sig i rækken af retssager, der knyttes til Registrering Danmark, hvor Susanne Fryland har været direktør. Hendes sag om mandat- og skyldnersvig for samlet set over 200 millioner kroner starter lige efter nytår. Her er det også Bagmandspolitiet, der står for tiltalen.


Publiceret 20 September 2017 15:48