5. gang faldt hammeren:

24-årig fik frataget sin dyre luksusbil - og det gjorde ham rasende

 
Det blev ikke modtaget mildt, da en 24-årig københavnsk bilist tirsdag fik beslaglagt sin dyre Audi A6 på Helsingørmotorvejen. Det skriver Helsingør Dagblad.
En patrulje fra Nordsjællands Politi standsede manden i bilen ved Nivå-afkørslen. Han kunne ikke fremvise noget kørekort, og det var faktsik femte gang, at han sad i den situation, siden han fik frataget kortet, skriver avisen.
Derfor valgte betjentene både at sigte den 24-årige for kørsel uden kørekort og tage bilen fra ham.
Ifølge Helsingør Dagblad gjorde det manden så rasende, at han krævede, at beslaglæggelsen blev godkendt af en dommer. Om beslaglæggelsen var korrekt eller ej, bliver dog først afgjort af en dommer, når sagen skal for retten, oplyser politiet til Lokalavisen.dk.

Publiceret 26 October 2017 13:58