Mand død i kamp mod politiet i lufthavnen:

"Det var meget voldsomt - og de var meget barske"

Af
Af Daniel Sennek

 
En 34-årig mand har mistet livet efter tumult ombord på det fly, der skulle transportere den 34-årige algeriske mand ud af Danmark i forbindelse med en tvangsudsendelse. Sagen efterforskes nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Det skriver Ekstra Bladet, der talt med Michael Thorvaldsson, som var ombord på samme fly, der skulle flyve til Paris mandag morgen.
"Jeg sad på sæde 22a, og den algeriske mand sad på 23f, så jeg sad nærmest lige ved siden af ham. Jeg kunne se, at der var tre betjente på ham. To af dem lå oven på ham, og den tredje holdt ham tilbage i sædet. Derudover var der en kvindelig betjent, der stod og skærmede af for passagerer på vej ind i flyet," forklarer Michael Thorvaldsson til Ekstra Bladet.
Ifølge Michael Thorvaldsson varede kampen mellem den algeriske mand og politiet i omkring en halv time. Indtil manden pludselig blev helt stille.
"Kort efter spurgte de i højttalerne, om der var en læge om bord, og det var der tilfældigvis. Lægen gav ham kunstigt åndedræt og hjertemassage, indtil en ambulance kom og kørte manden væk," fortæller Michael Thorvaldsson til Ekstra Bladet, og ringede straks til sin kone:
"Jeg sagde til hende, at jeg var rystet, og at jeg syntes, betjentene var hårde. Jeg syntes, betjentene var for barske, da det skete, og det synes jeg stadigvæk. Hold kæft, hvor var de hårde de der betjente. Det var voldsomt."
Manden var i live, da han blev fragtet ud af flyet, men døde to dage senere på hospitalet.

Publiceret 24 November 2017 07:54