Jysk politibetjent i grotesk sexsag:

'De skal visiteres analt og oralt - helt i bund"

Statsadvokaten har rejst tiltale mod en betjent i en grotesk sag, der udspringer af en falsk sex-annonce. Det skriver Ritzau.
To mænd har angiveligt oprettet den falske sex-annonce i betjentens navn.
"Hejsa frække fyre, vi er nyåbnet bordel i Viborg, her vil du føle dig velkommen," hed det i annoncen.
Det førte til, at flere sexkunder opsøgte adressen, hvor betjenten bor med sin kone og børn.
"Mændene ønskede sex med prostituerede og thaimassage," har betjenten forklaret.
Politibetjenten ønskede hævn over de to mænd og skrev bl.a. i en mail til sine politikolleger:
"Jeg giver kage hver gang nogen snupper en af de to spasmagere for en ulovlighed, uanset om det er §54, euf, gået over for rødt lys eller andet. God fornøjelse (smiley), skrev betjenten i en e-mail til sine kolleger.
Han kom også med en anden opfordring:
"Der skal ransages og visiteres helt i bund oralt, analt samt i urinrøret."
Den tiltalte betjent arbejder i patruljetjenesten i Viborg, og han havde i tiden før den falske sexannonce haft en konfrontation med de to mænd. Han snuppede den ene af mændene med kokain i underbukserne. Den anden mand kendte han fra tidligere konflikter med politiet, skriver Ritzau.
Den jyske betjent har været suspenderet fra sit arbejde, siden der blev rejst tiltale mod ham i efteråret.
 

Publiceret 09 January 2018 12:52

SENESTE TV