Drama indstillede togtrafik:

Lille dreng legede på skinnerne

Al togtrafik mellem Slagelse og Korsør blev indstillet tirsdag, fordi en lokomotivfører var i tvivl, om han havde ramt nogle personer på skinnerne. Næsten samtidig fik politiet fået en anmeldelse om, at en to-årig dreng var forsvundet fra sit hjem. Det skulle vise sig, at de to sager hang sammen.

Politiet sendte en patrulje ud for at hjælpe med at lede efter drengen. Det viste sig siden, at det var drengen, lokomotivføreren havde set.

"Drengen var løbet bort hjemmefra på en skubbecykel, og så har han altså forvildet sig ud på skinnerne. En ukendt kvinde ser drengen og redder ham ind, og da det sker, ser lokomotivføreren disse personer, hvilket får ham til at stoppe toget," fortæller politiets vagtchef, John Andersen, til bt.dk.

"Lokomotivføreren har ikke ramt dem. Kvinden nåede at trække drengen ind, og det var en klog beslutning, må man sige. Men de har alligevel stået så tæt på skinnerne, at lokomotivføreren troede, at han havde ramt dem," forklarer John Andersen.

Men selvom aftenens to anmeldelser fik en lykkelig afslutning, er den involverede lokomotivfører dog stærkt chokeret.

 

Publiceret 24 April 2018 22:45

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV