Rollespils-sex på nettet:

Pludselig bankede en voldtægtsmand på døren

En 22-årig mand brugte falske profiler, når han chattede med andre om sex-fantasier. Pludselig endte fantasierne med et forsøg på voldtægt i virkeligheden, og onsdag blev den 22-årige idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver jv.dk.

Den unge mand oprettede en falsk profil på hjemmesiden boyfriend.dk. Han kaldte profilen 'Russeren' og vedhæftede billeder af en pige, som boede på samme kollegie i Esbjerg, som den 22-årige selv havde boet på. Billederne havde manden uden pigens viden eller samtykke taget fra Facebook, skriver jv.dk.

Den 22-årige erkendte at have oprettet profilen og at have besvaret henvendelser fra andre brugere på Boyfriend.dk, som troede, at det var kvinden på billederne, de var i kontakt med.

Den 22-årige arrangerede ved at udgive sig for at være kvinden 'Russeren' voldtægtslignende sex med en mand fra Fyn og opgav kvindens adresse på kollegiet. Manden fra Fyn kørte til Esbjerg og bankede på døren hos kvinden.

Hun havde været til fest og lå og sov og hørte ikke manden ved døren eller hans telefonopkald og lukkede derfor ikke op.

"Morgenen efter blev jeg kontaktet på sms og via Facebook af en fremmed mand, der troede, at vi havde haft en aftale om voldtægts-sex, det var helt uvirkeligt, fortalte kvinden ifølge jv.dk med tårer i øjnene i sin vidneforklaring.

Det gik op for hende, at hun blev misbrugt på en falsk profil, og hun meldte sagen til politiet.

 

Publiceret 10 May 2018 11:14

SENESTE TV