Opfordring fra politiet:

Du skal ikke bremse for alle dyr

Nordsjællands Politi opfordrer nu bilister til ikke at bremse for alle dyr, de møder i trafikken - også selvom det kan være kynisk.

“Vi modtager i disse dage adskillige anmeldelser om farlige situationer i trafikken, hvor gåse-forældre og deres gæslinger krydser stærkt trafikerede veje. Gæssene har af gode grunde ikke styr på røde og grønne trafiklys samt fodgængerovergange, og det skaber nogle uhensigtsmæssige situationer i trafikken med pludselige opbremsninger og sågar mennesker, der løber rundt med biler susende om ørerne med 110 km/t i forsøget på at genne gæssene på rette spor”, skriver Nordsjællands Politi på Facebook og understreger, at pludselige opbremsninger kan være farlige.

“Selvom de hjælpende menneskers hensigt formentlig er meget dyrevenlig, så skal du altså passe på, hvis du som bilist ser gæs eller andre dyr, der forsøger at krydse vejen. Katastrofeopbremsninger og undvigemanøvrer på motorvejen i myldretiden på grund af en fugl på vejbanen er sjældent en god idé, og nogle gange er du desværre nødt til at tænke på dig selv og dine medtrafikanter, før du klodser bremserne”, lyder det fra politiet, der samtidig tilføjer, at bilister selvfølgelig'ikke skal bruge bilens kølerfigur som sigtekorn, hvis en fugl har forvildet sig ud på vejen'.

“Men du skal være meget opmærksom på trafikken omkring dig, inden du undviger eller katastrofeopbremser”, skriver Nordsjællands Politi, der også skriver:

 

“Hvis du ser nogle gæs eller andre dyr løbe uskadte rundt på en stærkt trafikeret vej, er du velkommen til at kontakte os på 114, så tager vi kontakt til Vejdirektoratet. Er dyrene kommet til skade, skal du derimod ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812. Men du skal altså ikke hive bilen ind i nødsporet på motorvejen i myldretiden for at hjælpe dyrene, selvom dine intentioner er gode. Vi ved godt, at ovenstående kan lyde kynisk, men vi er nødt til at tænke på jeres sikkerhed”.

hhs

Publiceret 14 May 2018 09:44

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV