Bro styrtet sammen: 12 personer røg i vandet

Bro på Træskibshavnen i Aarhus styrtede sammen under fødderne på 12 personer

Af
Jeppe Rafn

12 personer røg i vandet, da en træbro tirsdag eftermiddag pludselig styrtede sammen under fødderne af dem på Træskibshavnen i Aarhus.

Ulykken skete på promenadebroen foran Træskibsforeningen i Aarhus' klubhus, hvor der heldigvis er lavt vand.

Flere af personerne fik hudafskrabninger og knubs ved faldet, men ingen kom alvorligt til skade, og der blev ikke brug for de ambulancer, som blev sendt til stedet, oplyser Østjyllands Politis kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen til Lokalavisen Aarhus.

"Vi er ved at undersøge årsagen til, at broen styrtede sammen," fortæller han og tilføjer, at der indtil videre ikke er rejst nogen sigtelser i sagen.

Ifølge politiet var 18 personer samlet på stedet for at skulle på en udflugt, og de fleste af dem røg altså i vandet, da et mindre stykke af broen brast sammen.

Ulykken blev anmeldt tirsdag klokken 16.58. Lokalavisen har været i kontakt med Træskibsforeningen i Aarhus, der ikke ønsker at udtale sig nærmere om episoden, der skete foran foreningens klubhus på Fiskerivej.

Publiceret 16 May 2018 00:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV