Kvindelig cyklist ramt af letbanetog og kørt på hospitalet

Letbanetog har ramt kvinde i Aarhus N-kryds

Af
Danni Paulsen

En kvindelig cyklist er blevet kørt på hospitalet.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter, efter et letbanetog har været i nærkontakt med kvinden i et trafikkryds i det nordlige Aarhus.

Østjyllands Politis indsatsleder på stedet, Peter Jessen, mener ikke, at kvinden er kommet alvorligt til skade.

"Kvinden var hele tiden ved bevidsthed, men hun havde fået nogle knubs og blev indlagt på hospitalet for en sikkerheds skyld," oplyser Peter Jessen til TV 2 Østjylland.

Aarhus Letbanes pressechef, Jens Velling, oplyser, at man har en aftale med politiet om, at det er politiet, der udtaler sig ved sådanne hændelser.

Han oplyser dog, at letbanedriften er genoptaget, og at føreren af det pågældende tog er taget ud af driften for at blive 'debriefet'.

Det er anden gang, der er sket en personpåkørsel med letbanen involveret. Første gang var tilbage i januar, hvor en 20-årig mand blev snittet af et tonstungt tog, da han og nogle kammerater løb over skinnerne for at nå det.

Publiceret 17 May 2018 00:00

SENESTE TV