Uhyggeligt indbrud: Hunden Fjölnir bedøvet og gennemtæsket - dusør på gerningsmændene

Da Sallie Nielsen kom hjem til et indbrud, havde tyvene ikke kun stjålet genstande. Hendes islandske fårehund, Fjölnir, var slet ikke sig selv.

Af
Daniel Sennek

Under indbruddet i landejendommen i Vester Nebel ved Esbjerg blev den stakkels hun nemlig bedøvet, slået og sparket. Nu har den chokerede ejer udlovet en dusør i håb om at fange gerningsmændene.

Det skriver JydskeVestkysten.

Mandag klokken 14.15 kom Sallie Nielsen hjem til en ulåst hoveddør og et køkken, der lignede en krigszone.

"Min første tanke var, at Fjölnir vist havde haft noget af en fest, selv om han aldrig tidligere har gjort noget i den stil. Han kom krybende og hen til mig og med halen sænket, så han kunne sådan set godt ligne en med dårlig samvittighed. Men da jeg så, at også resten af huset var gennemrodet, og at skuffer og skaber var åbne, kunne jeg godt regne ud, at han intet havde med sagen at gøre, der havde været indbrud," fortæller Sallie Nielsen til avisen.

Det gik hurtigt op for hende, at den var helt gal med hunden, der efter et opkald til politiet blev kørt til dyrlægen.

"Dyrlægen kunne konstatere, at Fjölnir var blevet slået og sparket og havde skader omkring de bageste ribben, men heldigvis var der ikke noget brækket. Han var også overbevist om, at hans tilstand skyldtes, at han havde fået en form for sløvende medicin. Det er fuldstændig afstumpet. De kan tømme mit hjem for værdier, men lad dog min hund være i fred, han har ikke gjort noget som helst forkert," siger Sallie Nielsen til JydskeVestkysten.

Publiceret 17 May 2018 00:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV