Vold mod vagt i butikscenter

En 49-årig mand fra Kalundborg er sigtet for vold efter han tirsdag aften tildelte centervagten i Egedal Centret et knytnæveslag

Af
Kenneth Tanzer

En voldelig episode udspillede sig tirsdag aften cirka klokken 22.40 i Egedal Centret i Stenløse.

Det oplyser Nordsjællands Politi i Frederikssund.

I den åbne foyer til Danske Bank, hvor det er muligt at hæve penge fra en automat, bemærkede centervagten, at der lå en beruset mand og sov.

“Centervagten, en 40-årig mand fra København, prøvede at vække manden for at få ham til at følge med, men der var ingen reaktion. Han skubbede derefter lidt til manden, som stadig ikke reagerede. Pludselig sagde manden på gulvet, at hvis han gjorde det igen, så ville han få én på hovedet,” siger Henrik Duus, specialkonsulent hos Nordsjællands Politi.

Manden, der er 49 år og kommer fra Kalundborg, rejste sig op, og stillede sig truende foran centervagten, oplyser Henrik Duus.

“Centervagten fik den beruset mand ud fra Danske Bank-foyeren, men så slog han centervagten på siden af hovedet med et knytnæveslag. Alligevel lykkedes det centervagten at give manden håndjern på og tilkalde politiet,” siger Henrik Duus til Lokalavisen Egedal.

Kort efter ankom Nordsjællands Politi til Egedal Centret, hvor den 49-årige gerningsmand blev sigtet for vold.

“Han blev taget med til afhøring, men kort efter midnat blev han løsladt igen. Manden var i øvrigt eftersøgt til til konstatering af bopæl,” siger specialkonsulent Henrik Duus.

Publiceret 23 May 2018 15:26

SENESTE TV