Fireårige Liam kravlede over hegn og stak af fra børnehave: Ingen pædagoger opdagede det

Tirsdag morgen stod Anya Brahtz fireårige søn, Liam, pludselig i familiens hus i Højby i Odense. Mere end en kilometer fra den børnehave, hvor han havde forceret et højt hegn og stukket af.

Af
Daniel Sennek

Fireårige Liam var ellers blevet afleveret i børnehave en halv time tidligere, men pludselig stod han igen i familiens hus på Syvhøjevej i Højby i Odense. Han var stukket af Børnehuset Skovløkken, hvor han havde klatret over et hegn på 160 centimeter efter et skænderi med et andet barn.

Det skriver Fyens.dk.

På vej hjem havde Liam blandt andet krydset Svendborgvej, der er en stærkt trafikeret vej. Anya Brahtz ringede straks til børnehaven, der netop havde sendt en pædagog ud for at lede efter Liam.

"Det var et anden barns forælder, som havde set Liam gå alene på Hestehøjvej ved Højby Friskole og havde ringet til børnehaven. De havde ikke engang selv opdaget, han var væk. Den undskyldning, min mand og jeg fik, var, at de ikke kan låse børnene inde. Den kommentar ryster mig," siger Anya Brahtz.

Anya Brahtz retter ikke kun sin kritik mod pædagogerne i børnehaven - men også mod politikerne.

"Jeg ved, at der er for få pædagoger i forhold til antallet af børn. Sådan er det i de fleste børnehaver, hvilket er politikernes skyld. Men der bør være så mange pædagoger på hver stue, at de opdager, at et barn er væk. Nu kom Liam hjem i god behold. Men næste gang går det måske galt, hvis et barn krydser en farlig vej. Eller bliver spottet af en person, som måske har uheldige hensigter," siger Anya Brahtz til Fyens.dk.

Liam er stoppet med øjeblikkelig virkning i Børnehuset Skovløkken, ligesom hans lillebror Charlie ikke skal starte, som det eller var planlagt.

Publiceret 24 May 2018 07:56

SENESTE TV