Lille, tobakslugtende og beskidt voldtægtsmand er stadig på fri fod: "Vi hører gerne fra endnu flere"

Den 17. maj var ni patruljevogne til stede i Hornbæk Plantage i Nordsjælland. Her var en 33-årig kvinde blevet voldtaget - og gerningsmanden er stadig på fri fod

Af
Daniel Sennek

Politiet har fået mellem 25 og 30 henvendelser i forbindelse med voldtægten af kvinden, men opfordrer alle til fortsat at ringe 114, hvis de har viden om sagen eller gerningsmanden.

Det skriver Ekstra Bladet.

Manden beskrives som værende af dansk udseende, 35-42 år, 165-170 cm høj og slank af bygning. Han lugtede af tobak og var beskidt på hænderne, som om han havde rodet med en bil, motorcykel eller noget jord. Han var iført cowboybukser, boksershorts med et grå/sort mønster og medbragte et tyndt etui til et par briller eller en fyldepen.

Politiet efterforsker fortsat sagen, hvor "spor og effekter" undersøges.

"Der er tale om en grov sag, som vi naturligvis meget gerne vil have opklaret. Vi vil fortsat meget gerne høre fra folk, som har været i området den pågældende dag og fra andre, som kunne have oplysninger til sagen," siger politikommissær Henrik Gunst til Ekstra Bladet.

Publiceret 24 May 2018 13:48

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV