Arkivfoto: JN

24-årig kvinde forsøgt dræbt af 23 år ældre kæreste: Dolket i maven

47-årig mand er anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør for drabsforsøg

Af
Jacob Nielsen

Nordjyllands Politi modtog tirsdag eftermiddag klokken 15.42 en anmeldelse om et alvorligt knivstikkeri i Overlade ved Løgstør.

Det viste sig, at en 24-årig kvinde fra lokalområdet var blevet knivstukket i maven, og man begyndte straks at yde førstehjælp til kvinden, som var ved bevidsthed og blev bragt til Aalborg Universitetshospital til behandling for hendes skader.

På adressen fandt man også kvindens samlever tilskadekommen. Der er tale om en 47-årig mand. Manden blev anholdt og derefter fløjet med lægehelikopter til behandling på Aalborg Universitetshospital.

Der er tale om en alvorlig hændelse mellem et samlevende par, som begge havde alvorlige skader. Nordjyllands Politi efterforsker dog sagen som et forsøg på manddrab grundet skaderne på kvinden.

Den 47-årige mand forventes, at blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af onsdagen.

Publiceret 06 June 2018 10:46