Brandfolk overfaldet i bagholdsangreb: Unge tændte ild og gik til angreb med sten

Da brandvæsnet natten til mandag rykkede ud til en brand i en knallert i Silkeborg, blev de angrebet af fire unge drenge, der kastede sten mod dem

Brandvæsnet var rykket ud klokken 01.16 natten til mandag for at slukke branden i knallerten. Da de kom til stedet på Resedavej i det nordlige Silkeborg, blev de mødt af fire drende, der begyndte at kaste sten mod brandbilen.

Det skriver TV MIDTVEST.

De fire drenge flygtede efterfølgende fra stedet, men det lykkedes for politiet af anholde en af dem. Det var en 17-årig dreng fra Silkeborg.

"De tre andre formår at stikke af, men den ene unge mand bliver anholdt og sigtet for brandstiftelse og hærværk," fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen til TV MIDTVEST.

En time senere bliver endnu en brandbil angrebet med sten af en gruppe drenge på Kejlstrupvej. Politiet formoder, at det er de tre som stak af fra den første episode.

Den 17-årige dreng som blev anholdt er mandag morgen til afhøring og bliver herefter løsladt.

Ud over store buler i brandbilerne, var der heldigvis ingen brandmænd, der kom til skade ved episoderne.

Publiceret 18 June 2018 07:37

SENESTE TV