Amok med automatvåben på internetcafe: To dræbt og fire såret - "Det lignede en henrettelse"

Et voldsomt skyderi har kostet to personer livet i den svenske by Malmø.

En 18-årig mand og en 29-årig mand er blevet dræbt i et voldsomt skyderi lige på den anden side af Øresund. Det oplyser svensk politi ifølge Ekstra Bladet.

Fire andre personer er blevet såret, men tilstanden er ikke oplyst. Skyderiet skete mandag aften omkring klokken 20.

Et vidne siger til avisen Expressen, at der blev affyret en lang skudsalve.

"Jeg hørte alt. Først 12-15 skud, og da jeg åbnede min altan og hørte skrig, forstod jeg, hvad der var sket," siger vidnet til avisen.

Andre vidner har ifølge flere svenske medier fortalt, at nogle andre sårede blev hentet i biler, hvorefter de kørte væk i høj fart.

Jonatan Burhoff bor nær gerningsstedet og fortæller til svenske medier, at sårede personer blev båret ind i to privatbiler og en ambulance.

"Det lignede en henrettelse, de slap aldrig aftrækkeren. Derefter blev de sårede båret ud," siger han til Expressen.

Publiceret 19 June 2018 08:09

SENESTE TV