Politiet advarer: Så dyrt bliver det, hvis du tænder Sankthansbål

Hvis du trodser afbrændingsforbud, koster det en bøde på mindst 5.000 kroner

Østjyllands Politi minder på Twitter om, at der fortsat er afbrændingsforbud i Syddjurs, Norddjurs, Samsø, Odder og Aarhus Kommune, hvor det for tiden kan være meget farligt at tænde åben ild. Afbrændingsforbuddet gælder også i Skanderborg Kommune, der hører under Sydøstjyllands Politi.

Og at det bliver en dyr fornøjelse, hvis man trodser forbuddet, der også gælder Sankthansbål.

Det koster en bøde på mindst 5000 kroner at bryde forbuddet, og det kan hurtigt blive flere tusinde kroner dyrere afhængigt af omstændighederne.

"Min forventning er, at borgerne overholder afbrændingsforbuddet, og at de får en hyggelig sankthansaften, også uden bål. Men hvis nogen skulle bryde forbuddet, så ser vi meget alvorligt på det, og man kan forvente en sigtelse og stor bøde," siger politiinspektør Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi.

Favrskov og Randers Kommune har ophævet afbrændingsforbuddet, så her må man gerne tænde Sankthansbål, hvis man er varsom og følger reglerne omkring afbrænding.

jr

Publiceret 22 June 2018 13:24

SENESTE TV