33-årig musiker faldt om på scenen - så trådte publikum til: "Jeg er evigt taknemmelig for alle dem, som bidrog til dette"

"Effektiv og vedholdende førstehjælp reddede ikke blot mit liv, men også min forstand og førlighed. Jeg er evigt taknemmelig for alle dem, som bidrog til dette."

Sådan skriver Dennis Greis Lydom, der i weekenden faldt om med hjertestop under en koncert i Ejsing tæt på Struer, på sin Facebook-profil. Johnny Cash-fortolkeren var i gang med sidste nummer i koncerten, da han blev dårlig og faldt om.

Men de lokale beboere, der var til koncerten, trådt til - heriblandt nogle sygeplejersker. Det reddede den 33-årige musiker.

"Af hjertet tak for alle jeres søde beskeder og bekymring for mit helbred. De varmer utrolig meget. Jeg vil forsøge at læse dem alle, men har ikke overskud til at svare hver enkelt. Jeg har det efter omstændighederne godt - er stadig indlagt og bliver fantastisk behandlet og nøje overvåget. Min familie har slået ring om mig og sørget for, at jeg får den fornødne ro til at komme mig 100 procent. Min hustru har været helt enestående og fantastisk. Det er i livskriser som disse, at man finder ud af, hvem det er, at man i virkeligheden har giftet sig med," skriver Dennis Lydom Greis, som samtidigt fortæller, at han var død i 30 minutter.

Publiceret 10 July 2018 10:25

SENESTE TV