40-årig mand overfaldet i eget hjem: Forsvarede sig med boldbat - nu er han sigtet for vold

En 40-årig mand blev opsøgt og overfaldet i sit eget hjem af to mænd. Politiet har nu sigtet ham for personfarlig vold, da han forsvarede sig med et boldbat.

Af
Daniel Sennek

Torsdag blev en 40-årig mand angrebet i sit eget hjem omkring klokken 20.30. To mænd ringede på i hjemmet på Lokesvej i Skive, og da den 40-årige åbnede døren, blev han overfaldet af de to mænd, der trængte ind i lejligheden.

Det skriver Skive Amts Folkeblad.

Det lykkedes dog for manden at komme fir, hvorefter han snuppede et boldbat i flugten. Da de to fulgte efter ham, slog han den ene af dem i hovedet, hvilket fik dem til at tage flugten.

"Vi blev tilkaldt, og vi satte også hundepatruljer ind," fortæller politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive til avisen.

De to overfaldsmænd blev fundet og anholdt, da de selv havde tilkaldt en ambulance. Overfaldsmændene var henholdsvis 23 år og 47 år, og det var den ældste, som blev slået med boldtræet.

Politiet har nu sigtet alle tre mænd - de to overfaldsmænd for ulovlig indtrængen og almindelig vold, mens den 40-årige mand er sigtet for personfarlig vold, fordi han slog med et boldbat.

"Hvorvidt det ender med, at den 40-årige beboer på Lokesvej også bliver tiltalt og får en sag, afhænger af en juridisk vurdering af, om der er tale om selvforsvar eller ej, og det må politiets jurister tage stilling til," siger Lars Mikkelsen til Skive Folkeblad.

Publiceret 13 July 2018 10:36

SENESTE TV