Nu beder politiet om hjælp internationalt: Hvem er denne døde mand?

Lystsejler fandt lige i farvandet 20 kilometer sydvest for Gedser

Nu beder politiet om international hjælp til at få identificeret en mand, der lørdag blev fundet død i farvandet sydvest for Gedser.

"Der er tale om en mand. Men vi har ikke identificeret vedkomne. Derfor har vi gennem vores internationale kontakter andre lande oplyst, at vi har fundet en død person De har så mulighed for at melde tilbage, siger vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald, til Ekstra Bladet..

Klokken 14.10 lørdag fik politiet en melding om, at en lystsejler havde fundet et lig i Kadetrenden, der ligger cirka 20 kilometer sydvest for Gedser, skriver folketidende.dk.

Gedser Redningsstation modtog en eftersøgningsposition af politiet og ledte sammen med et tysk redningsfartøj efter liget. Redningsbåden LW.DAM fra Gedser Redningsstation bjærgede derefter den omkomne person og bragte liget i havn i Gedser. Liget blev fundet efter kort tids eftersøgning.

Falck og politiets indsatsleder stod klar på havnen til at modtage liget, da redningsbåden kom i havn cirka klokken 18, oplyser Folketidendes fotograf på stedet.

Den afdødes identitet og dødsårsagen er endnu ukendt. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget nærmere om, hvor længe liget har ligget i vandet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ikke bekendt med, at nogen skulle være meldt savnet i området. Der kan muligvis være tale om en person fra eksempelvis Tyskland eller Polen, skriver folketidende.dk.

kb

Publiceret 15 July 2018 10:02

SENESTE TV