Holger forsvundet i 9 måneder: Nu er der helt nye spor i sagen

Den nu 18-årige Holger forlod sit hjem i Aarhus for snart 9 måneder siden

Den nu18-årige Holger forlod sit hjem i Aarhus for snart 9 måneder siden og er ikke set siden. Han har været efterlyst i flere omgange i landets medier. Og nu er der nye spor i sagen.

"Vi har fået henvendelser fra folk, der mener at have set ham i København på Strøget og i Tivoli i sidste uge. De spor følger vi nu op på," siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løw Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.

"Vi har en formodning om, at han er gået af egen fri vilje, og at han frivilligt er gået under jorden," sagde kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, fredag.

I Aarhus sidder familien bekymrede tilbage. Moderen til Holger, Birthe Røddik Nielsen, fortalte fredag om de svære knap ni måneder, hvor sønnen har været forsvundet.

"Det er på ingen måde en rar situation for os. Det er forfærdeligt, som de fleste sikkert kan forestille sig. Det er det værste mareridt for familien. Men vi er nødt til at leve videre, selvom det er svært," sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Familien er ikke er i tvivl om, at Holger bevidst har efterladt sin telefon og kreditkort derhjemme, fordi han ikke har ønsket at blive fundet via digitale fodspor.

"Vi håber, at der måske er nogen, der enten har set ham eller snakket med ham - eller måske hjulpet ham med enten et lift eller en overnatning. De behøver ikke at fortælle, hvor Holger er, men vi vil bare gerne høre et livstegn. Der er jo både os forældre, men også bedsteforældre, der er meget bekymrede," sagde Birthe Røddik Nielsen.

Har du set eller hørt noget i sagen om Holger, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.

Publiceret 16 July 2018 16:53

SENESTE TV