Bil ramt af kastet "genstand": Motorvej spærret i mange timer

En genstand blev mandag aften kastet fra en motorvejsbro mellem afkørsel 69 og afkørsel 70 på E45.

Af
Daniel Sennek

Mandag aften var E45 således total spærret ved Aabenraa og Haderslev. En bil blev ramt af den kastede genstand, men ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi skulle der ikke være nogen personskade.

"Bilen blev ramt i højreside på motorhjelmen, hvorefter genstanden roterede og ramte forruden. Der er tale om en personbil, hvor der kun var en fører i bilen," siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til Ekstra Bladet.

Politiet spærrede motorvejen kort før klokken 19 for at søge efter genstanden, der blev kastet. Klokken 23.30 fortæller vagtchef Ole Aamann, at motorvejen er blevet åbnet i nordgående retning, men at den stadig er spærret mod syd.

"Der bliver åbnet, så motorvejen er klar til morgentrafik i begge retninger," lyder det fra vagtchefen til Ekstra Bladet, der ikke kan give et mere specifikt svar på, hvornår på natten politiet er færdige med at lede efter spor.

Publiceret 17 July 2018 07:01

SENESTE TV