Mike Tramps bror død

"Han var den sidste ægte vesterbroer"

Den internationalt kendte musiker Mike Tramp har mistet sin bror Kim Trempenau. Han blev 62 år.

Det skriver han på sin officielle Facebook-profil.

Til Ekstra Bladet forklarer Mike Tramp, at han desværre ikke nåede hjem til at tage afsked med sin bror, der døde tirsdag aften på Hvidovre Hospital, men at han er på vej hjem nu.

"Kim var først og fremmest min storebror, og jeg elskede ham. Han var den sidste ægte vesterbroer og han vil blive hyldet og savnet af mange - ikke mindst på værtshuset Floss, hvor han blev døbt The King of Floss," siger han til eb.dk.

Mike og Kim voksede op på Vesterbro med deres mor og broderen Dennis. Kim Trempenau var kendt som en ægte Vesterbro-original, og han var stærkt utilfreds med bydelens forvandling. Det beskrev han blandt andet i Politiken fra 2015:

"Vesterbro er fuld af jyder med talebanskæg og strikhuer, der vil have stillegader og grønne områder. Jeg har oplevet at sidde i min egen gård i Dybbølsgade og blive prikket på skulderen af én, der siger: 'Undskyld, er du klar over, at det er en røgfri gård?'. Så siger jeg: 'Er du klar over, at jeg er skideligeglad? Tag dog hjem og dø'."

Publiceret 18 July 2018 11:42

SENESTE TV