Plejehjemsbeboere i cirkus på kommunens regning: Brugte 64.000 kr. på is og sodavand

"Hvis man ikke kan unde en plejehjemsbeboer en udflugt til 1000 kroner en gang i sin tilværelse, så er det et alt for fattigt samfund"

En regning på 64.000 kroner for is og sodavand samt transportudgifter for godt 140.000 kroner fik budgettet til at skride, da 320 plejehjemsbeboere fra Kolding var i cirkus. Det skriver jv.dk.

Som en del af sidste års budgetforlig i Kolding afsatte et flertal i byrådet 150.000 kroner, så plejehjemsbeboere med pårørende kunne komme en tur i cirkus. En aktindsigt, som JydskeVestkysten har søgt, viser, at pengene stort set kun rakte til at betale for selve forestillingen, der blev vist den 22. juni.

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF) fortryder ikke, at han i sin tid foreslog cirkusturen.

"Nej, tværtimod. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det blev så dyrt i liftbusser. Jeg har hørt fra dem, der deltog i forstillingen, at det var en fantastisk oplevelse," siger han til jv.dk.

Hvis man dividerer ud, så har det alt i alt kostet i gennemsnit godt 1000 kroner at invitere hver af de 320 plejehjemsbeboere i cirkus.

"Ja, og hvis man ikke kan unde en plejehjemsbeboer en udflugt til 1000 kroner en gang i sin tilværelse, så er det et alt for fattigt samfund. Hvis vi fjerner aktiviteter, der skaber livsglæde, så får vi højere medicinudgifter."

Publiceret 18 July 2018 12:55

SENESTE TV