Da Niels høstede, blev mand brutalt dræbt på hans ejendom: "Det er voldsomt - og lidt af et chok"

Niels Jørn Wibholm var ved at høste raps på sin gård, da en ambulance pludselig kom drønende henover marken - en mand i halvtredserne var nemlig blevet skuddræbt på Niels ejendom.

Af
Daniel Sennek

Det var først flere timer senere at Niels Jørn Wibholm, der var ved at høste raps på sin gård på Nøbbøllevej lidt udenfor Holeby på det sydlige Lolland, fik beskeden om drabet på manden.

"Det er voldsomt og lidt af et chok, at det er sket her. Normalt tænker man jo, at den slags jo kun sker andre steder," siger Niels Jørn Wibholm til B.T.

Ambulancen der klokken 11 fredag formiddag kom drønende over marken, var på vej til manden, der blev fundet på en anden af Niels marker. Pludselig vrimlede det med politi, hundepatruljer og kriminalteknikere.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meldte fredag aften ud, at en mand i halvtredserne er blevet anholdt i forbindelse med drabet. Niels Jørn Wibholm kender hverken den skuddræbte eller den anholdte.

"Min kone og vores børn er lidt berørt af det. Men det har ikke noget med os at gøre. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, som er ude efter os. Umiddelbart ligner det et internt opgør af en slags, men jeg ved det ikke," fortæller Niels til B.T.

Publiceret 21 July 2018 08:21

SENESTE TV