Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Peter Madsen udsat for overfald i fængslet: Kørt på hospitalet

18-årig medfange stod bag overfald på ubådsbyggeren onsdag

Af
Jacob Nielsen

I dag er det præcis et år siden, at den svenske journalist, Kim Wall, sejlede ud med Peter Madsen og ubåden Nautilus, som skulle blive starten på hendes sidste reportage.

Dagen markeres i hjembyen Trelleborg med motionsløbet 'Løb for Kim' til ære for den unge kvinde, som Madsen er dømt for at have dræbt og parteret.

Og noget tyder på, at også andre har markeret årsdagen.

Den 47-årige ubådsbygger er nemlig blevet overfaldet af en medfange i Storstrøms Fængsel, hvor han afsoner sin livtidsdom, skriver Ritzau ifølge Folketidende.

Overfaldet er blevet bekræftet af Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Egnmark.

"Jeg kan bekræfte, at min klient blev overfaldet i onsdags. Han er efter omstændighederne ok. Sagen undersøges af politiet," lyder det fra forsvarsadvokaten.

Hos politiet vil man ikke bekræfte, at overfaldet er gået ud over Peter Madsen.

Til BT udtaler Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:

"Der har været en episode, hvor to indsatte har været oppe at slås. Den ene har tildelt et slag i ansigtet, og den 47-årige har som følge heraf været kortvarigt på hospitalet, og er nu tilbage i fængslet. Jeg vil ikke komme ind på, hvad der kan ligge til grund for, at de indsatte har været oppe at slås eller sige noget om deres identitet."

Overfaldsmanden skulle være en 18-årig ung mand.

Peter Madsen har som bekendt anket sagen mod ham. Den ankesag skal for retten i september, og dommen forventes 14. september.

Publiceret 10 August 2018 10:36

SENESTE TV