Morild: Dette fantastiske naturfænomen udspiller sig netop nu

I disse dage kan man opleve den selvlysende morild ved de danske kyster

Et udsædvanligt naturfænomen kan opleves lige nu ved de danske kyster. Det er den såkaldte morild, der lyser op i det nattemørke vand, og som skyldes alger. På billedet, som er taget af Steven Knap, ses morild i Roskilde Fjord.

Havet er fuld af mikroskopiske organismer og en af dem er algen Noctiluca scintillans, der driver rundt og tager næring fra vandet og energi fra solen. Noctiluca-algen er den, der på vores breddegrader kan fremkalde det næsten overnaturlige lys, vi kender som fænomenet morild. Algen trives særligt godt når vandtemperaturen når op omkring 18-19 grader, hvilket betyder flere alger og et kraftigere lysshow, skriver naturguide.dk.

I Danmark er aftenen - eller natten efter en varm augustdag det bedste tidspunkt at opleve morild. Tag ud til stranden og gå en soppe-tur langs vandkanten. Måske åbenbarer der sig pludselig et blågrønt spøgelseslys omkring dine fødder. Et aftenbad i selvlysende vand er en utrolig oplevelse. Lyset aktiveres ved bevægelser og man kan ligefrem tegne lysspor i vandet blot ved at trække hånden efter sig. Men husk sikkerheden ved aften- og natbadning. Vær gerne et par stykker sammen og hold jer på lavt vand, hedder det på naturguide.dk.

Publiceret 12 August 2018 12:04

SENESTE TV