Hastet på Rigshospitalet med pulserende blødning fra låret: "Det er meget alvorligt - men han vil ikke tale med os"

Den mand, der lørdag aften blev hastet til Rigshospitalets Traumecenter, ønsker ikke at tale med politiet. Det gør det naturligvis sværere at opklare, hvad der er sket, fortæller politiet.

Af
Daniel Sennek

"Han har ikke ønsket at medvirke. Han vil ikke tale med os. Det er ikke helt usædvanligt, at nogle personer i nogle miljøer ikke ønsker at blande politiet ind i sagerne," fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Peter Grønbech til Ekstra Bladet.

Manden, der er blevet stukket i låret, er 22 år. Han blev lørdag aften kørt til Herlev Hospital i en Audi med smadret forrude. Men da kniven havde ramt meget uheldigt, var det nødvendigt at overflytte ham ra Herlev Hospital til traumecenteret på Rigshopitalet.

"Der er tale om en pulserende blødning, så det er meget alvorligt, og derfor er han blevet overflyttet til Rigshospitalet," fortalte vagtchef Lars Jørgensen lørdag aften til Ekstra Bladet.

Natten til søndag lod manden sig dog selv udskrive.

Publiceret 19 August 2018 08:10

SENESTE TV