Bilist kørte i fuld fart med blå blink og udrykning - men så mødte han det rigtige politi

En bilist kørte med ulovlige udrykningssignaler midt i Holbæk

Af
Jacob Nielsen

En civil patruljebil fra Midt- og Vestsjællands Politi mødte søndag klokken 16.47 en modkørende bil med fuld fart, blå blink og udrykning på Munkholmvej i Holbæk. Der var bare ét problem. Den modkørende bil var slet ikke fra politiet.

Den civile patrulje kunne se i systemet, at der ikke skulle være andre patruljebiler til stede i området, og derfor blev den modkørende bil indhentet og standset.

Bilen var ikke registreret som et udrykningskøretøj, og bag rattet sad en 42-årig mand fra Vedbæk, som heller intet har med ordensmagten at gøre.

Den 42-årige havde monteret diverse udrykningssignaler, svarende til politiets, på sin bil, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen og for uberettiget udrykningskørsel. Det ulovlige udstyr blev straks afmonteret og beslaglagt som bevis i sagen.

Den 42-årige wannabe-politimand vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 20 August 2018 12:59

SENESTE TV