Familiebil ramt af stenkast fra bro: Havde 4-årig søn i bilen

Lørdag aften skete et alvorligt stenkast i Vordingborg

Af
Jacob Nielsen

En sten på størrelse med en knytnæve blev lørdag aften klokken 21.23 kastet mod en bil, som netop kørte under en jernbanebro på Brovejen i Vordingborg. Det skriver TV2 Øst.

I bilen sad familien med deres 4-årige søn, som alle heldigvis slap uskadt fra hændelsen.

"Stenen var på størrelse med en lille knytnæve og landede lige på bilens kølerhjelm. Ingen personer kom noget til, men det kunne have gået galt. En brøkdel senere kunne stenen have ramt bilens forrude, " siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jan Nielsen, til TV2 Øst.

Selvom politiet straks efter anmelelsen rykkede ud til stedet, fandt man ingen personer i området, men der blev fundet flere sten på jernbanebroen, som ikke var jernbaneskærver og derfor ikke høret til på stedet. Samtidig fandt en hundepatrulje også spor af mennesker, og derfor føler politiet sig sikre på, at der var tale om et decideret stenkast.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer alle, der eventuelt har oplysninger i sagen, til at henvende sig på telfon 1-1-4.

Publiceret 20 August 2018 09:59

SENESTE TV