76-årige Leif klagede over gøen: Det skulle han aldrig have gjort

Da 76-årige Leif Kjeldsen sagde til naboen, om de ikke kunne gøre noget ved deres hunds konstante gøen, endte det ud i overfald i stedet, ifølge ham.

Af
Daniel Sennek

"Det er simpelthen ikke til at holde ud at høre på. Den gør, når den er lukket ud i haven, og det sker ofte."

Sådan siger 76-årige Leif Kjeldsen, der i en længere periode har været generet af sin nabos hund på Præstetoften i Vridsted tæt på Skive. Da han konfronterede naboer, endte det i stedet i et overfald.

Det skriver Skive Folkeblad.

Tirsdag konfronterede 76-årige Leif Kjeldsen nemlig sin nabo med sine frustrationer over hundes gøen.

"Jeg kom gående fra parkeringspladsen, og da jeg kom forbi deres hus, spurgte jeg, om der ikke snart skulle ske noget, så vi kunne blive fri for den gøen. Nabokvinden kom imod mig og skubbede mig, så jeg faldt ned på fliserne. Mit baghoved ramte skraldekasser og min højre albue begyndte at bløde. Hun sagde: "Du melder det IKKE til politiet!"," fortæller Leif Kjeldsen til avisen.

Det gjorde Leif Kjeldsen dog alligevel, og en patrulje blev kaldt ud til Præstetoften. Lokalpolitiet i Viborg bekræfter, at de var på adressen tirsdag omkring klokken 14.

Publiceret 30 August 2018 10:21

SENESTE TV