Arkivfoto: Finn Due

Umotiveret angreb på 31-årig mand i midtby: Stukket ned af 10-12 mænd

Et alvorligt knivstikkeri fandt sted natten til søndag i Kolding. Politiet søger vidner.

Af
Jacob Nielsen

Sammen med nogle kammerater kom en 31-årig mand natten til søndag klokken 02.26 gående over parkeringspladsen i Borchs Gård i midten af Kolding by, da han blev offer for et voldsomt og tilsyneladende umotiveret knivoverfald. Det skriver jv.dk.

Ifølge politiet skulle der ikke have været nogen uoverensstemelser med andre, før 10-12 mænd pludselig angreb den 31-årige og stak ham ned, inden de selv stak af til fods i ukendt retning.

Der er kun et sparsomt signalement af den store gruppe gerningsmænd. De beskrives som mellemøstlige af udseende, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Arno Rindahl Petersen, til jv.dk.

Det 31-årige offer har været på operationsbordet. Knivstikkeriet skulle være gået ud over hans milt. Han er hårdt såret men uden for livsfare.

Gerningsmændene er fortsat på fri fod, og derfor håber politiet på offentlighedens hjælp.

"Vi har på nuværende tidspunkt ikke voldsomt meget at gå efter, så vi håber, der er nogle vidner, der har set en gruppe løbe væk fra Borchs Gård omkring klokken halv tre om natten. Hvis der er det, vil

vi meget gerne snakke med dem," siger vagtchefen til jv.dk.

Kontakt Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Publiceret 02 September 2018 15:05

SENESTE TV