Foto: Mostphotos

Mand vågnede desperat fra drøm: Kort efter var konen dræbt med samurai-våben

74-årig mand fra Nordjylland får behandlingsdom for mordet på sin kone

Af
Jacob Nielsen

Fredag morgen tilstod en 74-årig mand ved Retten i Aalborg, at han 3. november 2017 slog sin 71-årige kone ihjel i deres fælles hjem i Skalborg. Det skriver Nordjyske.dk.

Manden, der lider af depression, havde i dagen op til drabet ytret ønske om at blive indlagt, og på drabsnatten vågnede han desperat omkring klokken 01. I en drøm var han blevet indlagt, men det ville han nu pludselig alligevel ikke, og det førte til skænderi og klammeri med konen, som forsøgte at stikke af fra manden ud gennem terrassedøren.

Det fik den 74-årige til at tage en samuraikniv ned fra væggen og stikke hende flere gange. Kvinden nåede ud i haven og råbte på hjælp, men manden fulgte med og dolkede hende også flere gange udenfor, inden han slæbte hende med indenfor og fortsatte med at påføre hende dræbende stik, skriver Nordjyske.dk.

Efterfølgende ringede han til politiet og fortalte, at han havde slået konen ihjel.

Den 74-årige er blevet erklæret sindssyg, og retten valgte at idømme ham anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, skriver Nordjyske.dk.

Publiceret 07 September 2018 11:42

SENESTE TV