46-årige pædofile Flemming dømt for sjette gang: Begår uhyggelige overgreb på stribe

46-årige Flemming Lauritzen fra Hobro er mandag blevet idømt en af Danmarks strengeste straffe - nemlig tidsubestemt forvaring. Det sker efter han for sjette gang blev kendt skyldig i pædofili.

Af
Daniel Sennek

Det startede i 1996. Så igen i 1999, 2006, 2010 og 2011. Og nu er den 46-årige Flemming Lauritzen for sjette gang blevet dømt skyldig i en sag om overgreb mod børn. Retten i Kolding har mandag idømt ham forvaring på ubstemt tid. En dom, der kun gives cirka fire gange årligt i Danmark.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Mandag blev Flemming Lauritzen nemlig kendt skyldig i fem forhold af overgreb, samt forsøg på overgreb, blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje. Det sjette forhold - en voldtægt af en 11-årig dreng fra Vestjylland - blev han frikendt for, dog kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse af drengen.

Anklageren i sagen krævede en forvaringsdom til den pædofile mand, og under proceduren kunne anklageren blandt andet løfte sløret for den mentalundersøgelse, der blev lavet på den nu pædofildømte mand.

Den viste, at Flemming Lauritzen er normalbegavet, men præget af "umodenhed og manglende empatisk forståelse". Retslægerådet anbefaler i en rapport - sammenholdt med det faktum, at Flemming Lauritzen tidligere er dømt fem gange for lignende forhold - at han idømmes forvaring. Simpelthen fordi, han er "til væsentlig fare for andres liv".

Flemming Lauritzen valgte - i samråd med sin advokat - at anke byrettens dom til landsretten. Han ankede et af forholdene til frifindelse. Han ankede desuden forvaringsdommen, da han i stedet går efter en tidsbestemt fængselsstraf.

Publiceret 11 September 2018 07:23

SENESTE TV