Spektakulært tyveri fra privat villa: Kæmpe dusør på 3 mio. kr. udloves

En samler har fået stjålet en kostbar sølvsamling, som vurderes til mellem 5 og 10 millioner kroner

Af
Jacob Nielsen

Natten mellem fredag og lørdag - helt præcis i tidsrummet mellem fredag aften klokken 23 og lørdag morgen klokken 06 - lykkedes det ukendte gerningsmænd at udføre et spektakulært kup i en privat villa i Gentofte. Ejeren af villaen lå inde med en yderst sjælden og meget værdifuld samling af sølvgenstande, der står opført på listen over den danske kulturarv.

Gerningsmændene er kommet ind via husets 1. sal og er lykkedes med at undgå alarmsystemer og en speciel dør, som skulle holde sølvsamlingen sikker.

"Det er meget proffesionelt udført, og man er gået efter denne helt specielle samling af 31 sølvgenstande, som ved lovligt salg i Danmark vil kunne indbringe i omegnen af 5-10 millioner kroner. Derfor har den private samler nu udlovet en ekstraordinær stor dusør på hele 3 millioner kroner til den, som kan bidrage til, at den kostbare samling kommer retur i hel stand," fortæller efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi, Henrik Sejr, til Lokalavisen.dk.

Du kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.

Se billeder af alle de stjålne effekter i galleriet her på artiklen.

Publiceret 11 September 2018 12:53

SENESTE TV