Bilist påkørte 10-årige Emilie og stak af: Nu strammes nettet om gerningsmanden

Politiet kan være på sporet af den flugtbilist, der påkørte 10-årige Emilie Hannecke

Af
Jeppe Helkov

En bilist påkørte i begyndelsen af september Emilie Hannecke, da hun var ved at krydse et fodgængerfelt. Men i stedet for at henvende sig til den blot 10-årige pige, stak gerningsmanden af.

I lokalavisen Ugeposten Gribskov efterlyste Emilies mor, Pernille Hannecke, eventuelle vidner. Den efterlysning har nu givet pote.

"En mand kontaktede mig og udfra den beskrivelse, som Emilie havde lavet i jeres avis, havde han et bud på, hvem flugtbilisten kunne være. Han havde set efterlysningen i Ugeposten. Det passede med, at den pågældende person kørte i en stationcar."

Genkendt via Facebook

"Jeg fik tilsendt et link til bilistens Facebook-profil. Udfra det billede genkendte Emilie ham med det samme. Hun var slet ikke i tvivl. Det er ham, mor, sagde hun," siger Pernille Hannecke.

Emilie Hannecke blev påkørt i krydset ved Helsinge Station.

"Hun trækker sin cykel over fodgængerfeltet. Rundt om hjørnet kommer en person ræsende og rammer hende."

Kom op at slås

"Bagefter kom en mand over til hende for at hjælpe hende op igen. Bilisten, der har påkørt Emilie, går ud af sin bil. Her bliver han skældt ud af manden, der hjælper Emilie. De kommer op og toppes, og den ene giver den anden en lussing. Så hopper bilisten ind i sin bil igen og kører fra stedet uden at efterlade navn eller nummer," har Pernille Hannecke tidligere fortalt.

Men nu er der altså håb om, at politiet kan finde frem til flugtbilisten. Noget der har betydet meget for 10-årige Emilie.

"Emilie er meget lettet. Det betyder meget, at politiet nu forhåbentlig kan fange manden. Jeg er rigtig glad for at efterlysningen har givet bonus," siger Pernille Hannecke.

Har kun fornavnet

Der er dog bare et problem. På den mistænkte flugtbilists Facebook-side står kun mandens fornavn.

"Jeg kontaktede politiet og fortalte om manden. De har også selv været inde og finde ham på Facebook. Men hans efternavn står der ikke, så vi har kun hans fornavn. Men der er en masse billeder, og man kan også se, han tidligere har været i fængsel."

"Men politiet må have nogle oplysninger, vi andre ikke har adgang til. De må simpelthen være i stand til at finde ham. Ellers skal jeg nok præcis fortælle, hvornår han røg i fængsel og kom ud igen. Det står inde på hans Facebook-profil. Der er også links til hans søskende. Sådan en person kan ikke være så svær at finde," fortsætter hun.

Efterforskning i gang

Hos Nordsjællands Politi bekræftes politikommissær Søren Christensen, at de har fået henvendelsen fra Pernille Hannecke.

"Vi har fået en henvendelse i begyndelsen af ugen. Og det er selvfølgelig noget, vi kigger på," siger han.

Der er ikke sket så meget personskade. Er det en politisag?

"Ja, det er det i aller højeste grad. Vi følger op på de nye oplysninger. Vi skal finde ud af, hvem der har gjort det. Der er regler i færdselsloven, hvor der står, at hvis man er impliceret i et færdselsuheld, skal man stoppe og give sig til kende. Så der er der umiddelbart nogle regler, man ikke har overholdt," siger Søren Christensen.

"Nu skal vi efterforske sagen, og så må vi ud fra de afhøringer, vi skal lave, finde ud af, om vi kan bevise, hvem der har kørt bilen - og om der er noget, vi kan gøre strafferetligt."

Søren Christensen har samtidig et opråb til bilisterne.

"Den her sag lyder ganske voldsomt. Men der er desværre mange ude i trafikken, der ikke opfører sig, som man kunne ønske."

Publiceret 28 September 2018 13:45

SENESTE TV