Efter fire udvisningsdomme er det nu slut: 21-årig sendt til Somalia

En 21-årig holbækker med rødder i Somalia er torsdag blevet idømt seks måneders fængsel, samt udvisning af Danmark i seks år.

Af
Daniel Sennek

Den 21-årige har tre betingede udvisnings domme bag sig, og med sin nu fjerde dom til udvisning bliver den 21-årige mand nu smidt ud af landet.

Det skriver Nordvestnyt.

Det er Retten i Holbæk, der har valgt at idømme manden den ubetingede udvisning af Danmark i seks år, selvom den 21-årige mand er født og opvokset i Danmark. Tre gange tidligere er han idømt betinget udvisning, men domstolene har ikke hidtil ment, at han kunne udvises til Somalia. Han er født og opvokset i Danmark og har aldrig været i Somalia.

Den skærpede kurs overfor den 21-årige mand kommer efter en dom fra Højesteret i sidste uge. Her blev en voldsdømt ung mand, der havde boet det meste af livet i Danmark og havde to betingede udvisningsdomme bag sig, smidt ud i seks år.

"Vi mener, at din situation er helt sammenlignelig, og derfor har vi valgt at læne os op ad Højesterets dom," sagde retsformanden ifølge Nordvestnyt i forbindelse med domsafsigelsen i Holbæk torsdag.

Den 21-årige stod tiltalt for blandt andet forsøg på ulovlig tvang og afpresning af en 23-årig mand i Holbæk i juni i år. Den 21-årige har flere voldsdomme og andre domme bag sig.

Han ankede på stedet til landsretten med påstand om frifindelse.

Publiceret 28 September 2018 11:53