37-årig kvinde anholdt for at stjæle vasketøj: Øjeblikke efter løsladelse var den gal igen

En 37-årig kvinde fra Horsens blev fredag og lørdag anholdt to gange - for tre tilfælde af indbrud og tyveri af blandt andet vasketøj.

Af
Daniel Sennek

Klokken var 08.33, da Sydøstjyllands Politi fredag morgen blev kaldt til Sølyst på Sundvej i Horsens. En 37-årig kvinde havde ifølge andre beboere stjålet vasketøj fra en vaskekælder.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Patruljen valgte at ransage kvindens værelse på Sølyst og her fandt de både vasketøjet og et fjernsyn, der natten til fredag var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i en lægeklinik i Horsens. Kvinden blev anholdt og sigtet for tyveri af både vasketøj og fjernsyn, men blev løsladt igen samme dag.

Lørdag aften kunne politiet dog endnu engang anholde kvinden. Klokken 21.23 var hun nemlig i færd med at stjæle en fladskærm fra et solcenter.

"Hun var ved at pille fladskærmen ned fra væggen, da patruljen ankom. Hun har tilsyneladende desperat brug for penge. Hun blev sigtet for tyveriet og bortvist fra solcenteret," fortæller fungerende vicepolitiinspektør Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

Publiceret 09 October 2018 08:39

SENESTE TV