29-årige Kristine dræbte Peder: "Det næste, jeg hører, er en, som råber "åh nej", og så rammer jeg ham"

En 29-årige kvinde havde spor af hash i sit blod, da hun påkørte - og dræbte - en 50-årig mand.

Af
Daniel Sennek

Den 29-årige Kristine Foged skal et år og fire måneder i fængsel. Det sker efter hun i sommer påkørte - og dræbte - en 50-årig mandlig motorcyklist.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Ulykken skete søndag den 3. juni, da Peder Christian Jakopsen kom kørende på Skivevej i Viborg på sin Yamaha-motorcykel. Pludselig trak en modkørende bil direkte over i hans vejbane, og et frontalt sammenstød fandt sted. 18 minutter senere erklærede en ambulancelæge Peder for død.

Efterfølgende blev den 29-årige kvinde indlagt med chok. I retten fortalte hun fire måneder senere, hvad der skete. Hun havde netop hentet en hundehvalp, men pludselig kom hunden, som sad på forsædet, med lyde, der lød som om, at den var ved at kaste op.

"Jeg kigger på hende meget hurtigt. I to sekunder. Det næste, jeg hører, er en mand, som råber "åh nej", og så rammer jeg ham," fik Kristine Foged fortalt i retten ifølge avisen.

En blodprøce afslørede efter ulykken spor af stoffet THC i den unge kvindes blod.

"Jeg havde nok røget halvanden joint ved 21-22-tiden aftenen forinden. Det var ikke meningen, at jeg skulle have kørt bil, men jeg følte mig ikke påvirket," understregede Kristine Foged, som erkendte at ryge hash nogle gange om måneden, til Viborg Stifts Folkeblad.

Publiceret 10 October 2018 11:23

SENESTE TV