Kirsten skulle fejre sejr over kræften: Men så blev alt ødelagt

Endelig kræftfri efter flere år og tilkendt fleksjob. Kirsten Bech skulle fejre, at hun endelig var kommet ovenpå igen. Men tyve kom og ødelagde alt.

Af
Daniel Sennek

I 2015 fik Kirsten Bech diagnosen lymfekræft og efter utallige behandlinger er hun endelig blevet rask. Det skulle hun fejre med lækker mad og drinks sammen med sin mand. Troede hun.

"Men altså... det satte tyvene så en stopper for. Jeg kan blive helt harm, når jeg tænker over det. Sådan at stjæle fra en kræftramt dame," siger Kirsten Bech til Vejle Amts Folkeblad.

Kirsten har hæklet puder og punge og solgt til venner og bekendte for at tjene penge til fejringen. Men tyve snuppede skrinet med pengene og smykkerne, en Kay Bojsesen-abe, noget sølvtøj, nogle solbriller samt et par briller med styrke.

"Alt sølv lå tilbage på sengen. Det gider de åbenbart ikke, men alle mine fine arvesmykker er væk. Min søster døde for tre år siden, og nu har jeg ikke længere noget fra hende. Det samme gælder for min oldemor og farmor, som jeg begge stod nær. Det gør... ondt," uddyber hun efter lidt betænkningstid til avisen.

Publiceret 19 October 2018 13:17

SENESTE TV