Arkivfoto: Mostphotos

Arkivfoto: Mostphotos

Kørte 209 km/t på Øresundsbroen: Men helt nyt målesystem knalder samtlige fartsyndere

På en uge kørte 11.000 bilister mere end 125 km/t på Øresundsbroen

Bilisterne kører alt for hurtigt på Øresundsbroen. I perioden 10. juli til 18. september har politiet målt 11.000 trafikanter, der kørte med mere end 125 kilometer i timen. Hastighedsbegrænsingen er 110 km/t på broen og 90 km/t i tunneldelen. En bilist blev målt til en hastighed på 203 kilometer i timen i tunnellen. Da han passerede Peberholm, var han oppe på 209 km i timen.

"Vi gør meget for, at det skal være sikkert at køre over Øresundsbroen, men vi oplever desværre, at nogle bilister ikke respekterer hastighedsbegrænsningerne på forbindelsen, og det medfører farlige situationer for både dem selv og andre. Vi har haft flere ulykker på grund af høj fart, og fra brugerundersøgelser ved vi, at mange af vores faste pendlere er utrygge over de bilister, der drøner afsted uden hensyn til andre trafikanter," siger Ulla V. Eilersen, sikkerhedschef ved Øresundsbro Konsortiet, ifølge TV 2 Lorry.

Københavns politi udtrykker samtidig dyb bekymring over de ekstreme hastigheder på broen, og nu kommer Rådet for Sikker Trafik med et bud på en løsning. Det foreslår, at der indføres såkaldt strækningskontrol. Det indebærer, at en bils nummerplade scannes i starten af en strækning og igen ved afslutningen af en strækning. Hvis gennemsnitsfarten er for høj, klapper fælden, og bilisten kan altså ikke slippe for en bøde ved at sætte farten ned ved passage af hastighedsmåleren.

"Strækningskontrol kendes fra blandt andet Norge, Østrig, Italien, England og Holland, hvor man med succes har brugt det på motorvejsstrækninger til at få flere til at respektere fartgrænsen. Det er oplagt at bruge det som løsning på Øresundsforbindelsen, da det vil få en konsekvens for alle de bilister, der kører med ekstremt høje og farlige hastigheder," siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Øresundsbroen har i flere år søgt om at få tilladelse til at etablere den ønskede strækningskontrol, men det er endnu ikke lykkedes.

Publiceret 21 October 2018 16:29