Arkivfoto: Midt- og Vestsjællands Politi

Bilist i trafikuheld til 15-årig pige: - Jeg har et lig i bagagerummet

Politiet rykkede talstærkt ud til færdselsuheld i Roskilde efter chokerende udtalelse fra bilist

Af
Jacob Nielsen

Et forholdsvis udramatisk færdselsuheld ved Universitetsparken i Roskilde førte torsdag til en større politiaktion, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Klokken 16:38 fik man anmeldelsen om uheldet fra en 15-årig pige, som havde vidnet hændelsen. Hun havde imidlertid en rystende oplysning. En 45-årig mand, som var kørt op i en forankørende bil, havde fortalt pigen, at han var blevet tvunget til at køre bilen, samt at han havde et lig liggende i bagagerummet.

Politiet fik opfattelsen, at vidner havde set liget, og derfor mødte man talstærkt op i Universitetsparken.

Da patruljerne kom frem til stedet, blev det dog konstateret at der ikke var noget lig i bilen.

Den 45-årige mand blev i stedet vurderet psykisk uligevægtig, og han indvilligede i at lade sig indlægge på sygehuset til nødvendig behandling.

Bliv opdateret dagligt med de seneste 112-nyheder om ulykker, drab og vold fra lokalavisen.dk direkte i din mailboks. Tilmeld dig nyhedsbrevet her:

Politiet undersøgte efterfølgende mandens adresse i Hornsherred, men der blev heller ikke her fundet noget lig.

Ingen personer kom i øvrigt til skade ved uheldet.

Publiceret 26 October 2018 11:19