Haltende mand gik til sexangreb på 13-årig pige: Så bed hun til - og nu jagtes manden

Fyns Politi jagter lige nu en haltende mand, der onsdag aften overfaldt en 13-årig pige.

Af
Daniel Sennek

En 13-årig pige blev tidligt onsdag aften grebet fat i bagfra, fastholdt med en hånd for munden og befamlet af en mand, som Fyns Politi lige nu jagter.

Det skriver Fyens.dk.

Politiet blev alarmeret klokken 17.52 af pigens forældre, der fortalte, hvad pigen omkring klokken 17.40 var blevet udsat for. Overgrebet var sket, da igen var kommet gående ad stisystemet fra Birkeparken mod Tjørnehaven i Vollsmose. Pludselig blev hun grebet bagfra af en mand, der holdt hende for munden, mens han befamlede hende uden på tøjet.

"Men hun bider ham i hånden, så han må slippe hende, og så er hun i stand til at stikke af," fortæller vagtchef hos Fyns Politi Thomas Bentsen til avisen.

Pigen stak af i fuld fart, og det lykkedes at komme væk fra manden, da han ifølge pigen halter.

Manden beskrives som:

Dansk mand, cirka 40-50 år. Han er cirka 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har et gråligt, fem centimeter langt skæg. Han var iført en blå jakke og grønne arbejdsbukser, og på hovedet havde han en sort hue. Og så haltede han.

"Så hvis man kender nogen, der svarer til beskrivelsen og halter for tiden, vil politiet gerne høre om det," siger vagtchef Thomas Bentsentil Fyens.dk.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Publiceret 08 November 2018 07:58

SENESTE TV