Foto: Local Eyes

Kort før dødsulykke:

Spritbilist forårsagede harmonikasammenstød og skabte kø

Kort før den store lastbil-ulykke ved Skanderborg, hvor en ung lastbilchauffør omkom, skete der et harmonikasammenstød på motorvejen, som var skyld i, at den afdøde lastbilchauffør sad i kø

Af
Jonas Wrede Hansen

En ung mandlig lastbilchauffør på 26 år fra Fyn mistede onsdag aften livet i en tragisk trafikulykke på motorvejen ved Skanderborg, hvor fire lastbiler kørte sammen i et harmonikasammenstød. Ulykken skete, fordi en bagvedkørende lastbil overså, at den den nu afdøde chauffør holdt stille med sin lastbil på motorvejen med havariblinket tændt.

Vicepolitiinspektør Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi oplyser torsdag morgen, at den 26-årige lastbilchauffør holdt stille, fordi der kort forinden var sket en ulykke længere fremme på motorvejen, som havde skabt kø.

Her var tre biler kørt sammen i et harmonikasammenstød, som var forårsaget af, at en 23-årig kvinde ramte en kantpæl og efterfølgende kørte ind i autoværnet og holdt stille i tredje vognbane. På grund af mørke og tåge overså to bagvedkørende bilister kvindens bil, og dermed endte det i et harmonikasammenstød med de tre biler.

Kvinden blev efterfølgende vurderet til at have en promille på over det tilladte og blev derfor sigtet for spritkørsel samt taget med ind til en blodprøve, oplyser vicepolitiinspektøren.

Bliv opdateret dagligt med de seneste 112-nyheder om ulykker, drab og vold fra lokalavisen.dk direkte i din mailboks. Tilmeld dig nyhedsbrevet her:

I alt fire lastbiler var efterfølgende involveret i et harmonikasammenstød, der blev skabt på grund af den kødannelse, som det første uheld medførte.

Politiet fik anmeldelsen om det første harmonikasammenstød klokken 18.52, og klokken 19.42 fik politiet anmeldelsen om den store ulykke med de fire lastbiler, som på tragisk vis kostede den 26-årige mandlig lastbilchauffør livet.

Publiceret 08 November 2018 10:44

SENESTE TV