Gårdejer fandt sine ænder mishandlet, dolket og skambidt: Pludselig dukkede mystisk kvinde op

Politiet har ikke mange spor at gå efter i sag om mishandling og drab af ænder

Af
Jeppe Helkov

Politiet er i vildrede og mangler spor. Spor efter de ukendte gerningsmænd, der i midten af september brød ind i på Steenskovgaard mellem Helsinge og Græsted – og på den mest bestialske vis stak, dræbte og stjal over 30 ænder.

"Politiet har desværre ikke haft så meget at gå efter. Så de har ikke rigtig kunnet komme videre," siger Christina Steenfos, der sammen med hendes manden har Stenskovgaard.

Her opdrætter de ænder. Men natten til den 15. september gik det helt galt. Ukendte gerningsmænd klippede hegnet til deres grund over, slap hunde løs — og herefter blev den ene and efter den anden blevet slået ihjel.

Falsk italiener på besøg

Christina Steenfos og hendes mand havde oprindeligt 40 ænder. 10 af dem lå stadig og led, da parret stod op. 12 ænder lå døde tilbage — og 18 var væk. Men udover et par fodaftryk var der ikke mange spor.

"De bliver nok ikke fanget, før de gør det igen og træder ved siden af. Naboen fik også stjålet ænder, og politiet har samlet beviserne. Men det er nok kun, hvis nogen bliver taget med en masse ænder. Ellers er der desværre nok ikke så meget at komme efter. Men det kan stadig gøre mig harm, at nogen kan finde på det," siger hun og fortæller, at mistænkelige personer også siden har vist interesse for gården.

"En uges tid efter kom en dame, der sagde, at hun var italiensk, ned til vores gård. Men hun var på ingen måde italiensk. Hun var østeuropæer."

"Hun gik og kiggede rundt over det hele. Da min mand opdagede hende og konfronterede hende, kunne hun slet ikke sige noget. Hun var bare på besøg og var meget forvirret. Så skyndte hun sig at gå. Men oppe ved vejen kom en stor bil og hentede hende," siger Christina Steenfoos, der også fortæller, at naboen siden også har fået stjålet får.

"Der sker også en del tyverier i Græsted i øjeblikket. Om det har forbindelse til de tyverier , eller om det er for at skaffe mad, det ved jeg ikke."

Har du set noget mistænkeligt på gårdene omkring Græstedvej 46 de seneste måneder, kan du kontakte Nordsjællands Politi på 114.

Publiceret 09 November 2018 10:00

SENESTE TV