To dræbt på stedet: Bil forsøgte at vende, da lastbil kom buldrende

To personer er dræbt i færdselsulykke ved Kjellerup

Af
Jacob Nielsen

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser tirsdag eftermiddag, at to personer er blevet dræbt på stedet, da de ved 10:30-tiden kørte ud foran en lastbil på Hovedvej 13 ved Thorning, Kjellerup.

Ulykken skete på Aalborgvej (Hovedvej 13) ved tilkørslen fra Ulvedalsvej, og vidner har oplyst til politiet, at personbilen forsøgte at vende på vejen og drejede direkte ud foran lastbilen, der ikke havde en chance for at nå at bremse.

I personbilen sad to personer, som blev dræbt på stedet. Politiet er i gang med at underrette de pårørende.

Lastbilchaufføren slap ifølge politiets vagtchef uskadt fra ulykken.

Politi, brandvæsen, hjemmeværnet og bilinspektør er på stedet, og oprydningsarbejdet forventes at vare indtil ved 14-tiden.

Publiceret 13 November 2018 00:00