26-årige Kristian løj sig kræftsyg og svindlede 25 kvinder for millionbeløb

Kristian Thanh Lauridsen skal to og et halvt år i fængsel. Det skal han, fordi han har svindlet og bedraget 25 kvinder for knap 1,5 millioner kroner.

Af
Daniel Sennek

Den 26-årige svindler mødte sine ofre på Tinder. Han fremstod tjekket og med styr på livet - bortset fra, at han var syg af kræft og havde brug for hjælp til at betale for behandling. Det fik han 25 kvinder til at gøre for sig - for knap 1,5 millioner kroner. Problemet var bare, at han slet ikke var kræftsyg, og at pengene heller ikke gik til nogen form for behandling.

Det skriver Ritzau.

Ved Retten på Frederiksberg er den 26-årige Kristian Thanh Lauridsen blevet idømt fængsel i to og et halvt år for det omfattende svindelnummer.

På datingappen Tinder mødte Kristian sine ofre og fik dem udnyttet i den tro, at de skulle betale for dyre kræftbehandlinger i udlandet. I et af tilfældene overførte en kvinde 700.000 kroner til ham.

Svindelnummeret var omfattende. Kristian fremstod som en stilet og tjekket fyr. Med en forskerstilling hos Novo Nordisk, dyre middage og hurtige biler. Men det hele var en løgn.

"Vi har hæftet os ved, at du detaljeret og omhyggeligt har opbygget en profil. Du har foregivet at være en anden, end du er," lyder det fra dommeren i retten ifølge Ritzau.

Kristian Thanh Lauridsen blev også dømt for rufferi i sagen, da han fik en af kvinderne til at tilbyde fremmede mænd seksuelle ydelser for penge. Penge, der skulle gå til hans falske kræftsygdom.

Publiceret 14 November 2018 08:16

SENESTE TV